Skip to main content Skip to footer site map

BWW Review: DIKTATOREN at Odense Teater

BWW Review: DIKTATOREN at Odense Teater

******

Charlie Chaplins ikoniske "Diktatoren" fra 1940 er stadig lige mavekrampende sjov, men den underliggende historie skræmmer stadig. Med Olaf Johannessen i hovedrollen venter der publikum en sublim oplevelse. "Diktatoren" kan ses som et levende kunstværk.

Da "Diktatoren" udkom i 1940 var Hitler kommet til magten, og Chaplin ønskede at vise verden, hvor galt det kunne gå. Det lykkedes jo desværre ikke, og når man sidder i teatersalen, så mange år efter historiens tragiske udfald, er det med både kuldegysninger og en smule kvalme. For uanset hvor sjovt og underholdende stykket er, ligger der et alvorligt og seriøst budskab bag, som vi får serveret i mundrette bidder. Stærkest står sluttalen, hvor vi til premieren endda fik en særlig en af slagsen.

Chaplin var stumfilmsmester, og blev endda æret med Oscars for sine bedrifter. Stumfilm er ikke nemt, og det bevises på scenen. Jeg sidder gennem stykket og tænker, hvor ædel en kunst, det var at lave. Et kunsthåndværk, vi ikke laver i dag på samme måde. Selvom "Diktatoren" var Chaplins første film med tale, er det alligevel gennem kropssprog og mimik skuespillet primært foregår. Her udnyttes slapstickkomik i høj grad, og det fungerer fantastisk. Slagsmål, flugtscener og såvel gåture bliver koreograferet ned i mindste detalje, og det er umuligt at få dem alle med. Jeg må konstatere, at jeg skal se dem som en helhed. Jeg kunne derfor godt ønske mig at se forestillingen igen, så jeg denne gang kunne se noget af det andet der foregår også. Det er godt valgt at lade Nicolaj Cederholm stå for denne instruktion. Han kan om nogen løse opgaven.

Der sker meget på scenen. Store slagsmål med spande, koste og pander mellem 6 mand bliver et større klovnenummer, men på den fuldendte måde, hvor man må overgive sig, mens tårer løber ned af kinderne af grin. Nærmest alt er overspillet præcist som stumfilm blev. Stor cadeau til samtlige skuespillere på scenen for deres store indsats. Det her kan ses som en holdbedrift, hvor alle yder deres bedste.

Der står dog en stjerne, der lyser ekstra funklende denne aften, nemlig Olaf Johannessen. Han ER Chaplin. Alt fra måden han går med de små knæk til den lille rullen, han har i fødderne, der gjorde Chaplin så karakteristisk. Hans mimik er udtryksfuld, og man er ikke i tvivl om hans tanker. Han kan lægge ansigtet i de rigtige folder, så vi aldrig er i tvivl. Hans skifte mellem den uskyldige barber og diktatoren Hynkel er overbevisende. De to karakterers nuancer bliver meget tydelige. Man elsker Chaplin, mens man afskyr Hynkel.

Enkelte scener stod ud for mig, som noget af det bedste set længe. Instruktør Nikolaj Cederholm viser endnu engang, at han er mesteren i spektakulære instruktioner. Barberscenen, hvor musik og bevægelser smelter sammen er spot on. Hynkels dans med "verdenen", viser et fint ømt øjeblik. Modtagelsen af Napolini var lårklaskende sjov, samt scenen med fire mænd, der spiser kage. Sidstnævnte viste præcis hvad stumfilm kunne. Dvæle i detaljen i øjeblikket, for i detaljen ligger det smukke.

I ægte stumfilmsstil er der naturligvis pianist på scenen til at lægge underlægningsmusik og lyde på. Det fungerer fuldendt, når man benytter f.eks. en ketsjer til at lave en susende lyd. Indimellem er det skuespillerne, der laver lyde, ligesom man ofte kan ane dem i baggrunden af den simple scenografi. Det fungerer godt, og det gav mig et indtryk af uformel stemning, hvor alle gik op i at levere det bedste resultat.

Scenografien er enkel, men meget effektfuld, Her kan en scene i midten drejes, deles og hejses, så den kan benyttes til alt fra tag til podie til taler. Skuespillerne står for en del af sceneskiftene, men også sceneteknikerne må indimellem løbe i bedste stumfilmsstil, for at blende ind.

Stykket slutter af med en stærk tale, som vi i dag også kan lære af, set i lyset af Trump, Putin og her i vores egen andedam med den yderste højrefløj. Til premieren får Olaf Johannessen problemer med sin microport, som han til sidst fjerner og taler uden til publikum. Pludselig stod alting meget stærkere! Tak for den slutning. Applaus fra publikum vil, velfortjent, ingen ende tage.

"Diktatoren" er et samarbejde mellem Odense Teater og Nørrebro Teater og fortsætter til Aalborg Teater.

Foto: Nørrebro Teater: Büro Jantzen


Featured on Stage Door

Shoutouts, Classes, and More from Your Favorite Broadway Stars

Related Articles View More Denmark Stories

From This Author Maria Bruun Fanoe