Review: STRICTLY BALLROOM - THE MUSICAL at One & Only

******

Farverig, festlig og fyrig! Så enkelt kan musicalen Strictly Ballroom vist beskrives. Her bliver publikum underholdt af kulørte, rhinstensbesatte kostumer, stærke dansescener og fine skuespilspræstationer. Men desværre udnytter man ikke til fulde de muligheder, der ligger i Baz Lurhmanns oprindelige film. 

Lugten af Matas’ solbruner, cola under sålerne og kampen om, hvem der har den smalleste talje - som i en anden sci-fi film teleporteres jeg tilbage til 1992. Året hvor Strictly Ballroom ramte biografen, og jeg brugte 6 dage om ugen på et dansegulv i kampen om at blive den bedste danser. Jeg var midt i det, Strictly Ballroom handler om – en konservativ, stringent og snobbet danseverden, hvor albuerne var spidsere end et barberblad, og popularitet blev målt i, hvor mange nye kjoler eller enetimer du fik. Baz Luhrmanns fantastiske film ramte direkte ned i dette miljø med en overkarikering af universet – i hvert fald set udefra. For enhver danser på det tidspunkt blev filmen nærmest en bibel på linje med Dirty Dancing.

At skulle forløse Baz Luhrmanns film kan umiddelbart virke som en relativt nem opgave: karikerede skuespillere, dygtige dansere og rigeligt med rhinsten og tyl. Men kender man Red Curtain-universet, ved man også, at det er mere kompliceret end som så. Og produktionen lander den faktisk fint.

De to hovedroller, Scott og Fran (spillet af Silas Holst og Sicilia Gadborg Høegh), er de naturlige og autentiske midt i et cast af mere eller mindre karikerede karakterer – et genialt greb fra den originale film.

Instruktør Joy-Maria Frederiksen har valgt at besætte de karikerede roller i danseverdenen med nogle af revyens grand old men, hvilket er et naturligt valg, da de er vant til det overdrevne og satiriske. I de fremtrædende roller finder vi Niels Ellegaard som danselærer, Henrik Lykkegaard som Scotts far og Peter Oliver Hansen som den strikse overdommer. De spiller op mod Tammi Øst som Scotts mor. Der er en hårfin grænse i Luhrmanns overdrevne univers, og desværre tipper det indimellem over i fald-på-halen-komik frem for den nerve og nuance, der ligger i de oprindelige karakterer. Tammi Øst rammer ofte plet og spejler på mange måder de virkelige dansemødre fra 1992.

Det er et valg, og måske er musicalgenren i sig selv ikke den rette til at skabe dybere karakterportrætter. Det anerkender jeg, og langt de fleste i publikum vil gå derfra godt underholdt.

Silas Holst spiller hovedrollen som Scott Hastings, der vil gå sine egne danseveje. Det klarer han med charme og stærke dansetrin. Jeg kunne personligt have ønsket at se ham i denne rolle for ti år siden, hvor han stadig var helt på toppen dansemæssigt. Rollen ligger meget tæt op ad hans tidligere roller i Dirty Dancing og Moulin Rouge, hvilket gør, at hans udtryk og replikføring føles lidt som en gentagelse.

Sicilia Gadborg Høegh spiller Fran, den naive og tilbageholdende pige, der udvikler sig gennem historien. Hun fanger meget fint karakterens kejtede væremåde i starten, og hendes samspil med Silas Holst fungerer supergodt. Desværre oplever vi ikke rigtig den udvikling, Fran gennemgår, og det bliver derfor kun et skift i frisuren, der markerer forvandlingen. Forestillingen giver simpelthen ikke nok tid til, at vi kan lære hende bedre at kende. Til gengæld skal hun have cadeau for at følge med dansemæssigt.

Blandt de øvrige roller finder vi Camilla Bendix som Abuela, der med underspillet humor, skarpt spansk temperament og rørende kærlighed giver forestillingen varme.

Over for hende står den spanske flamencodanser Jose Agudo – sikke et scoop! Han danser så fantastisk, at jeg må knibe en tåre af ren glæde. Hans autentiske, temperamentsfulde tilstedeværelse på scenen tilfører forestillingen et ægte spansk touch – olé!

Publikum får flere gange lov at nyde Jose Agudos dans, og han viser gennem bevægelserne hele musicalens budskab: at dans skal komme fra hjertet. Jeg gad nok vide, om publikum egentlig forstår, hvor dygtig en danser de sidder og ser på?

Det er ellers ikke, fordi Strictly Ballroom mangler talentfulde dansere. De har hentet originale ballroom-dansere, hvilket tydeligt ses. Hele vejen rundt er der imponerende præstationer, og hvor dansen måske er en udfordring, har koreograf Silas Holst fundet gode løsninger.

Det eneste dansemæssige valg, jeg undrer mig over, er, at Tina Sparkle spilles af en mand. Ballroom dancing har en etableret kategori for same-sex dans, men i denne opsætning er vi i et traditionelt (regelret) mand-kvinde-regi. Det giver ikke mening. 

Kostumedesigner Astrid Lynge Ottosen har skabt smukke, voluminøse kostumer, der fylder godt på scenen. Jeg kunne måske have ønsket, at denne visuelle fylde blev brugt til at skabe mere scenisk variation i stedet for de tunge kulisser. Forestillingen er bygget op af korte sekvenser, der ofte afbrydes af sceneskift, hvilket gør, at energien falder gang på gang – selvom det rockfede orkester, dirigeret af Joachim Pedersen, forsøger at udfylde hullerne med god musik. Musikken kan du i øvrigt roligt sætte dig tilbage i sædet og nyde. Det er imponerende, hvor meget vellyd, der kan komme ud af det få-mand-orkester. 

Strictly Ballroom er en god forestilling. Joy-Maria Frederiksen har valgt den lettilgængelige vej – en opskrift, der næsten altid er en succes hos publikum. Hun har valgt at fokusere på hyldesten til dansen og det at være sig selv, samt den hjertevarme fortælling om kærlighed, som naturligt drager publikum ind.

Forestillingen byder på lækker musik, som bruges i virkelighedens danseturneringer. Den indeholder humor, der får publikum til at grine, og ikke mindst masser af fantastisk dans. Publikum vil gå glade og begejstrede hjem. Mon ikke mange af dem straks vil booke en billet til Barcelona for selv at komme ud og danse?

Få Broadway-nyheder på WhatsApp

Få de seneste opdateringer, nyheder og eksklusiv dækning direkte i appen.