tracker
My Shows
News on your favorite shows, specials & more!
Home For You Chat My Shows (beta) Register/Login Games Grosses

Review: TEATERKONCERT THOMAS HELMIG at Århus Teater

Udsolgt forestilling spiller netop nu

By: Sep. 02, 2025
Review: TEATERKONCERT THOMAS HELMIG at Århus Teater  Image

******

Teaterkoncerter er et særligt format. De låner teatrets virkemidler, men sprænger samtidig rammerne, så musik, billeder og følelser får frit spillerum. Når Kåre Bjerkø og Nikolaj Cederholm står i spidsen, er der nærmest garanti for et sanseunivers, hvor alt kan ske. Sådan er det også med Aarhus Teaters seneste satsning "Thomas Helmig" en overdådig og visuelt betagende teaterkoncert.

Jeg har et blødt punkt for genren og har set flere af de forestillinger, Bjerkø og Cederholm tidligere har skabt. Niveauet har altid været imponerende, og derfor var forventningerne også tårnhøje denne lune sensommeraften. Publikum sitrer af stolthed, for Thomas Helmig er ikke bare en sanger, han er et århusiansk ikon.

Jeg sidder denne gang på 2. balkon under det smukke svaneloft. Normalt er jeg tættere på scenen, så jeg kan mærke skuespillernes nærvær. Men netop fra balkonen får man et overblik, der forvandler forestillingen til levende billedkunst. Flere gange i løbet af aftenen sidder jeg decideret målløs over de visuelle tableauer.

Første akt åbner med en stramt koreograferet “Op og ned”, næsten i Bob Fosse-stil med hvide handsker. Det er præcist og legende, om end koreografien kunne strammes yderligere. Scenen er et orkester, der styres stramt, men da vi rammer “Billig vin”, begynder scenen at smelte ud af kontrol på den bedst tænkelige måde. Jeg når at tænke, om forestillingen savner noget spektakulært, men så går tæppet for anden akt, og alt ændrer sig.

Et mørke sænker sig. Vand bliver et centralt element, og scenen forvandles til både himmel og rendesten. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, for magien bør opleves uden forvarsel. Men reaktionerne i salen taler for sig selv, som da kvinden ved siden af mig tager sig til hovedet i ren benovelse. Benjamin la Cours scenografi og lyssætning rammer direkte i maven; det er på én gang råt, poetisk og gribende smukt.

Aftenens mest rørende øjeblik kommer, da Emil Prenter står alene med “Kærlighed (Mutters alene)”. Hans spil er hudløst, stemmen stærk, og billedet af ham spejlet i en vandpyt, er kun synligt fra balkonen, og fremkalder tårer og gåsehud. Et andet højdepunkt er en van(d)vittig koreograferet sekvens med Jacob Madsen Kvols i front. Anja Gaardbo viser her, hvordan vand kan blive til medspiller i en dans, så smuk, at man ønsker, at det aldrig stopper!

Det stærke cast spænder vidt. Emil Prenter balancerer præcist mellem skuespil og sang. Jacob Madsen Kvols brillerer og når samme topniveau, efter min mening, som sin præstation i Lazarus. Clara Sophia Phillipson sprudler af fed energi, Thorbjørn Hedegaard imponerer med både humor og sårbarhed, og Mark Linn leverer med sin sikre stemme den tyngde, forestillingen har brug for. Sammen med Aarhus Teaters ensemble, kor og et mægtigt orkester skabes øjeblikke, hvor scenen sitrer af pompøsitet.

Og netop orkesteret, anført af Boi Holm, er en nøgle til forestillingens styrke. Boi Holm er for mig en helt essentiel brik, når der også står Bjerkø, Cederholm og teaterkoncert. Instrumenteringen spænder fra pauker til cello, fra flygel til bas, og helheden bliver en symfonisk lækkerbisken, hvor hver detalje understøtter Cederholms billeder.

Spørgsmålet er dog uundgåeligt: Kan Helmigs sange bære uden Helmig selv? Teksterne mister noget af deres direkte punch, og det hjælper ikke, at det ikke kun er de største hits, der er valgt. Men Bjerkøs arrangementer og Cederholms iscenesættelser giver sangene nye dimensioner, som mere end kompenserer.

Der er små skønhedsfejl; en koreografi, der kunne skærpes, en lydjustering, enkelte niveauforskelle i castet. Men de blegner, når man forlader teatret opløftet og sansemættet.

Forestillingens slutning rammer helt ned i øjenhøjde, akustisk og intimt. Det er enkelt, sårbart og bevægende. Jeg sidder tilbage med en klump i halsen. Og for første gang i mit liv føler jeg mig en smule som en århusianer.

Foto: Emilia Therese

Teaterkoncert Thomas Helmig

Musik & tekst Thomas Helmig 
Auteur og iscenesætter Nikolaj Cederholm
Musikalske arrangementer Kåre Bjerkø
Scenografi & Lysdesign Benjamin La Cour
Kostumedesign Karin Gille
Koreografi Anja Gaardbo
Lyddesign Lars Gaarde
Kapelmester Boi Holm
Korleder  Andrea Krüger Holm
Foto Emilia Therese
Medvirkende Amanda Friis Jürgensen, Clara Sophia Phillipson, Laura Kjær Jensen, Jacob Madsen Kvols, Emil Prenter, Thorbjørn Hedegaard, Mark Linn, Joanita Zachariassen, Boi Holm, Steffen Lundtoft, Hannah Vingborg Eklund, Mette Dahl Kristensen, Benedikte Borum Engell samt Aarhus Teaters Kor:
Tine Dynæs Juhl, John Kjøller, Sigrid Vibe Kristensen, Claes Sønderriis, Meike Frandsen, Mathias Bjerrum Kvistborg, Charlotte Bjerregaard Broch, Peter Rothgardt Borg, Peter Svane-Christiansen, Anna Kathrine Rask Christensen 

Reader Reviews

To post a comment, you must register and login.

Regional Awards
Need more Denmark Theatre News in your life?
Sign up for all the news on the Fall season, discounts & more...


Videos