Review: THE ROCKY HORROR SHOW at Aarhus Teater

******

The Rocky Horror Show er et stort orgie! Konfetti, truthorn og hatte kæmper om kamp med tilråb fra publikum. Det er overvældende, men går man med på præmissen, er man "in for a treat"!

Jeg indrømmer det: jeg er jomfru! I hvertfald i The Rocky Horror (Picture) Show-sammenhæng. Alligevel er virakken ikke gået min næse forbi, og op til premieren har jeg studeret videoen med guiden til publikums "job" under stykket. Jeg har endda forsøgt at lokke min mand til at tage falske øjenvipper på. Det bedste jeg dog kunne klare til premieren, var glimmer, og hvor var det befriende at måtte give den fuld gas - og alligevel blive outshinet. For er der noget den her forestilling kan, så er det at samle et publikum, der går all in. Til premieren kom publikum med fjerboaer, mænd med makeup og oveni købet drags til at tage imod. Aarhus Teater har til premieren virkelig lagt sig i selen, for at byde velkommen til denne vanvittige og provokerende forestilling.

Jeg vil egentlig starte med slutningen. Det sidste, der bliver sagt er nemlig: "... uden moral og mening". Det opsummerer fuldstændig den følelse, jeg sidder tilbage med, da applausen dør hen. Jeg elsker teater, der fortæller en god historie. Jeg må dog konstatere under andet akt, at jeg skal gå med på præmissen om, at dette ikke er en normal historie, og historien dybest set giver meget lidt mening. Da jeg accepterer det, får jeg fuld udbytte. Det indrømmer jeg også er første gang - at jeg giver en forestilling en stjerneregn på trods af en "manglende" historie. Men lige i tilfældet med The Rocky Horror Show, leverer den på alle parameter, så en manglende handling pludselig (på mærkværdig vis) bliver et vigtigt element.

Da forestillingen blev skrevet, skabte det vildt furore. Jeg forstår godt hvorfor, og med Aarhus Teaters opsætning, skal der nok være nogle, der bliver en smule forarget. Stykket og opsætningen balancerer modigt på provokationens vulgære knvsæg. Jeg sidder til tider og tænker, om det her går over min grænse? Svulmende, stive pikke, orgier og mænd, der snaver får mig ikke på den forkerte side. Først under en org*smisk lang sexscene, kan jeg mærke, at det sitre lidt i mit "pæne pige"-jeg. Det synes jeg er helt enormt spændende.

Et andet problem jeg får med min pæne, dydige side er "den 4. væg". Jeg har fået udleveret et kit med alt, hvad der skal bruges af publikumsrekvisitter under forestillingen. Jeg har spændt deltaget i introen, der starter et kvarter før forestillingen, og er helt klar på min plads. Jeg kender ikke tilråbene, men vil enormt gerne være med. Gudskelov er der hardcore fans i salen, der danner fortrop. Men hvor ville jeg gerne have smidt hæmningerne endnu mere og givet den gas. Forestillingen er helt sikkert endnu sjovere, jo mere publikum interagerer (så giv den gas!).

Forestillingen byder på homoseksualitet, gangbangs og klimaks hele vejen igennem. Jeg jubler lidt over, at iscenesætter, Moqi Simon Trolin, har turdet lave det så "up your face". Det er et dristigt valg, og i en tid hvor politik viser os, hvor snæversynet man kan være i holdninger, er det befriende.

Scenograf Ida Marie Ellekilde har lavet en utrolig visuel oplevelse. Da vi præsenteres første gang for Frank-N-Furter får jeg kuldegysninger! Jeg vil ikke afsløre, hvordan det sker, men jeg får flashback til en koncert i Parken med en lignende gavflab for mange år siden. Det er ligeså overlegent! Jeg glædes også over, at LED-skærm bruges i yderst begrænset brug, især set i lyset af, at resten af scenografien er ret enkel. Der er udtænkt geniale løsninger, og nogle endda med komiske islæt. Ida Marie Ellekilde har haft en fest med at danne de fantastisk smukke kostumer.

Forestillingen bæres af stærke kræfter. Mathias Flint brillierer som Brad Majors, og får vist sit komiske talent frem. Sangmæssigt er han altid skøn og karakteristisk. Marie Marschner spiller den fine kontrast mellem dydig og sexet smukt. Begge er gode til det karikerede, som passer perfekt ind i meningen med stykket.

Simon Mathew spiller Riff Raff med charme, og det er let at elske ham, da vi møder ham første gang. Utrolig komisk scene.

Aftenens stjerne er Jacob Madsen Kvols. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har set ham i noget, hvor jeg synes, at han gjorde et bedre arbejde, og passede så godt ind. Hans statur er perfekt til den overlegen, dæmoniske Frank-N-Furter. Tak for ham.

Generelt gør castet et godt stykke arbejde. Jeg bemærker pludselig, at jeg slet ikke har opdaget dem - at de har blendet perfekt ind. De havde alle små gode historier, som var sjove at følge med i.

Første akt er jeg fuldstændig med med konfetti, vandpistol og hat. Her sker en masse, og også rent komisk er det vellykket. Desværre går gassen lidt af ballonen i andet akt, hvor jeg i momenter keder mig. Samlet set har iscenesætter Moqi Simon Trolin lavet en fantastisk forestilling, hvor det stærke første akt og skuespilpræstationer, gør det op for de lidt lange passager i andet akt. De passager kunne jeg til gengæld bruge til, at frydes over det hav af farvestrålende konfetti, der lå overalt på publikumsrækkerne. Det her er en fest, du gerne vil deltage i!

ISCENESÆTTELSE MOQI SIMON TROLIN / SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN IDA MARIE ELLEKILDE / KOREOGRAFI OG STAGING BIRGITTE NÆSS-SCHMIDT / KAPELMESTER & ARRANGØR JENS HELLEMANN / LYSDESIGN MATHIAS HERSLAND / LYDDESIGN LARS GAARDE

MEDVIRKENDE JACOB MADSEN KVOLS, MARIE MARSCHNER, MATHIAS FLINT, SIMON MATHEW, SOFIA NOLSØE, HOLGER ØSTERGAARD, KJARTAN HANSEN, NANNA CECILIE BANG, ANDERS BILBERG, MARY JACOLBE, LUC BORIS ANDRÉ KOUADIO, MORTEN LINDEMANN OLSEN, SIMON GLÆSEL, DINA FIE LORENTZEN, STINE ANDERSEN

MUSIKERE SØREN BIGUM, PETER HELLEMANN, MICHEL BOCK SVANE, JOHAN TOFTEGAARD KNUDSEN, JENS HELLEMANN

Foto: Emilia Therese

To post a comment, you must register and login.