Review: AVENUE Q at Fredericia Musicalteater

Avenue Q er et monsterbrag af en forestilling

By: Feb. 25, 2024
Review: AVENUE Q at Fredericia Musicalteater
Enter Your Email to Unlock This Article

Plus, get the best of BroadwayWorld delivered to your inbox, and unlimited access to our editorial content across the globe.




Existing user? Just click login.

******
 

Er du en af dem, der har nemt ved at blive krænket? Så er det nok en god idé at gå til højre og besøge "Bert & Ernie's BNB", istedet for at gå til venstre og sætte dig i dit sæde. For "Avenue Q" på Fredericia Musicalteater giver dig en mængde grunde til at blive krænket. Men er du nu et menneske med humor og ironi, så kan du se frem til et brag af en forestilling. 

I 2017 tog jeg min dengang 10-årige datter i hånden og trådte ind i en mørk, fin sal på Broadway for at se Avenue Q. Måske ikke videre politisk korrekt, men hun er opvokset med sangene, som hun var kommet til at elske ligeså højt som hendes forældre. 

Og så synes jeg, at forestillingen har flere budskaber, som jeg egentlig syntes, at hun ligeså godt kunne lære i en tidlig alder. Vi elskede hvert et øjeblik!

Mange bliver lært helt fra lille, at man kan blive, hvad man vil. Få hvad man vil. Gøre som man vil. Man skal bare drømme nok om det. Faktum er bare, at livet sjældent tilgodeser alle på den måde. Det er det faktum Avenue Q blandt andet tager afsæt i. For det er meget muligt, at man lige er kommet fra universitet med en BA i engelsk. Men kan man egentlig bruge det til noget, når økonomien råder over en check fra mor og far og regninger hober sig op. Eller hvad med den store barnestjerne, der havde alt, men endte med at gå konkurs og måtte sagsøge sine egne forældre, fordi de havde brugt hele indtjeningen? Eller den japanske kvinde, der må arbejde på en kinesisk restaurant. Livet er ikke altid guld og grønne skove. Ja, faktisk er livet "surt". Men så er det jo godt, at der findes et sted som Avenue Q, hvor der er venner, der har det mere "surt" end dig - og altid står klar med et godt råd. På Avenue Q bor mennesker side om side med monstre, ostepop- og blåfarvede dukker.  Publikum går hurtigt med på præmissen. 

Avenue Q er en af mine yndlingsforestillinger. Kombinationen af de Jim Henson-lignende dukker, fantastiske sange og musik og et genialt manuskript går rent ind i mit hjerte. Budskaberne er enkle. Og fordi vi får dem serveret af(primært) dukker, kan det gøres så rent, klart, ømt og nøgternt, at det er umuligt at tage fejl af. Den amerikanske forestilling har hentet inspirationen fra netop Hensons Sesame Street-univers, men herhjemme behøver vi bare åbne for Ramasjang, for at kunne se en stor, gul og rarelig Bamse gøre præcis det samme. Dukker kan slippe afsted med de vildeste ting, fordi de kan sige ting uden at pakke dem ind. Vi elsker dem stadig. Avenue Q tager temaer som racisme, homoseksualitet, livets formål, at tænke på andre og meget, meget mere op. Selvom man er et monster, er man ikke nødvendigvis den samme slags monster. Den slags kan støde, og så kan forestillingen sætte spot på rascime. monstre bliver til sorte og jøder... Her tales uden omsvøb. En skovl er en skovl. Vi er nok alle en smule racister?! Og det er helt OKAY! Forestillingens helt store formål. 

Avenue Q er en dukkeforestilling. Men den er ikke for børn! Netop brugen af dukkerne er forestillingens force. Dukkerførerne bliver ikke gemt væk i sorte kapper. Tværtimod smelter de sammen med dukkerne, så publikum indenfor ganske få minutter får en helstøbt karakter dannet af dukken og dukkeførens mimik og tale. Det kræver dygtige skuespillere at evne at kunne dette, og det lykkedes castet med - det meste af vejen! Jeg føler sympati, glæde og sorg med dukkerne, hvilket man som et normalt tænkende menneske godt bagefter,  kan få en til at grine lidt af sig selv. Castet har da også haft den bedste læremester. Lars Mølsted har stået i front som debuterende instruktør. Han spillede selv hovedrollen som Princeton og Rod, da forestillingen spillede i Danmark første gang i 2011. Det mærkes tydeligt, at skuespillerne har været i trygge hænder. 

Generelt er det en utrolig velcastet forestilling. Diluckshan Jeyaratnan brillerer som både Princeton og Rod. En stemme som smør og en fantastisk evne til at give liv til sine dukker uanset om det er i et angstanfald eller en kinky sexscene. Kathrine Lemmeke Madsen gør det især godt som Kate Monster, hvor jeg synes, at hun udviser en særlig ømhed overfor hendes dukke. 

Magnus Bruno spiller en del dukker sammen med Cecilie Thiim. Det er imponerende at opleve deres sammenspil, og deres mimik passer utrolig godt ind i det karikerede univers. 

Oliver J. B. Aagaard-Williams, Mark Vinther og Linda Arunee Olofsson har menneskeroller, der hver på deres måde bringer humor og fed energi til scenen. Især sidstnævnte får publikum til at bryde ud i grin flere gange med sit spil. De spiller fuldt op til deres dukkemedspillere. 

Der er et par skønhedspletter. Indimellem bliver dukkestemmerne lidt mudret, så artikuleringen ikke kommer ordentlig ud, og publikum kan ikke helt høre, hvad der bliver sunget. Jeg savner lidt personlighed på et par af karaktererne, hvor jeg ikke synes, at man har fået det fulde ud af nuancerne. Endelig savner jeg - i den ellers virkelig godt oversatte udgave - noget banderi. Jeg er med på, at det danske sprog måske ikke har så dramatiske ord som det amerikanske. Men nogle af sangene bliver lidt "pæne". Hvilket giver mig mulighed for at råbe højt hurra for, at de har valgt at lave "The internet is for porn" om til "Dit internet er til sex" (så tag din p*k og dobelltklik). Det lægger lidt balance i min vægtskål. 

Jeg tog til premieren med min nu 16-årige datter. Denne gang fik hun en del mere ud af det. Adspurgt bagefter var det en meget begejstret, ung dame, der havde kunnet spejle sig ind i de tematikker, som hun oplever til hverdag. De ligner til forveksling fuldstændig den verden, vi (hun) lever i. Med klare budskaber - og klare budskaber er noget unge mennesker godt kan lide. For det er nemt at forstå og håndterbart. På de 21 år, der er gået siden forestillingen blev skrevet, er der på nogle områder ikke sket alverden. Måske kun en mere sofistikeret ringetone på vores mobiltelefoner? 

Lys, lyd, kulisser, skuespillere, musikken (ledet af Martin Konge) og vores behårede venner - alt spiller perfekt sammen. Jeg kan ikke sende nok anbefalinger efter Avenue Q på Fredericia Musicalteater. Det er monster-god underholdning, der for en stund lægger perfekthedskultur, ambitioner og livet ned, og bare lader os grine med til sidste tone klinger af. Avenue Q er et frisk pust, og måske det afbræk vi har brug for, for at se, at andre har det mere "surt" end os selv. 

Foto: Søren Malmose

Medvirkende

Princeton/Rod: Diluckshan Jeyaratnam

Christmas Eve: Linda Arunee Olofsson

Gary Coleman: Oliver Aagaard Williams

Kate Monster/Lucy The Slut: Kathrine Lemmeke Madsen

Nicky/Trekkie/Dum idé dyr: Magnus Bruno

Dum idé dyr/Mrs. T/Trekkies arm: Cecilie Thiim

Brian: Mark Vinther

Det kreative hold

Instruktør: Lars Mølsted

Manuskript: Jeff Whitty

Musik og tekst: Robert Lopez og Jeff Marx

Kapelmester: Martin Konge

Scenograf: Nevena Prodanovic

Koreograf: Heidi Scheiby

Kostumedesign: Lotte Martine Blichfeldt

Lyddesign: Peter Løvenhardt

Lysdesign: Martin Jensen

Videodesign: Jonas Scott Di Hu & Sebastian Friis Thormod

Oversættelse: Helle Hansen

Dukketræner: Sofie Heidelbach



Videos