BWW Review: TROEN OG INGEN at Teatret Svalegangen

BWW Review: TROEN OG INGEN at Teatret Svalegangen

******

80 minutters indre vulkan. 80 minutter, hvor jeg var fastlåst i et betagende univers. 80 minutter, hvor tårer løb ned ad kinderne. "TROEN OG INGEN" er en barsk, voldsom og sønderrivende forestilling, der skal opleves.

"TROEN OG INGEN" er skabt på baggrund af albummet af samme navn, som musikeren Søren Huus skrev efter sin unge kones alt for tragiske død. I collager bliver vi præsenteret for sorgen set fra tre nærmeste - ægtemanden, broren og veninden. Med et liveorkester i baggrunden bruges sangene til at præsentere publikum for sorgen i dens mange afskygninger. Forestillingen sætter fokus på nogle af de tematikker og tabuer, der ofte opstår i forbindelse med sorg. Det gøres gennemført, og jeg hæfter mig især ved, at de "grimme" sider også vises.

Et splitsekund! Mere tager det ikke for døden. Åbningsscenen understreger effektfuld dette splitsekund ved hjælp af scenografien - en af forestillingens største forcer. Siggi Óli Pálmason har lavet en enkel, men genial scenografi. Universet står fuldstændig rent, så vi kun skal forholde os til det der spilles. Der kører en stærk symbolik gennem forestillingen, hvor følelser og reaktioner understreges. Et dunkelt og mørkt univers, der hen mod slutningen, i håbet, åbner for lyset og farverne. Scenen er fyldt med flyttekasser, der bruges på alle tænkelige måder. Alt fra en mur til et gemmested. De er overalt, de bliver konstant flyttet, de er konstant i vejen, i vejen, i vejen... Og understreger så fint det indre kaos.

Sang spiller en væsentlig rolle i stykket. Gennem sangene lærer vi sorgen at kende. Teksterne går direkte ind i hjertet, og det gør ondt. Orkesteret står i baggrunden og spiller live. Med kant og et råt udtryk, der passer perfekt til den smerte, der ligger i det. Korstykker bliver får mig de skrig, der naturligt følger med smerte, hvilket ofte mig til at bryde i gråd. Jullie Hjetland står i baggrunden sammen med orkesteret, og synger en del af sangene. Hun benyttes som en indre stemme, og når hun brager ud, kan man kun rykke tilbage i sædet i beundring. Med en dyb, mørk stormvejr af en stemme understreger hun præcis stemningen. Ligeledes står Albert Stein Ankerstjerne ud for mig. Hans stemme og sangmåde minder mig om Søren Huus'. Det bliver autentisk og troværdigt. Han formår at fortælle sangene. Netop på sangsiden, kan det høres, at det er skuespillere og ikke sangere, der står på scenen. Det gør dog, at de til gengæld kan fortælle og udtrykke sangene, så det bliver ægte.


Albert Stein Ankerstjerne, Ashok Pramanik og Laura Kold spiller de tre hovedroller. Autentisk er det ord, der konstant kommer til mig. Jeg tror på dem. Jeg tror på deres smerte, og ikke mindst føler jeg med dem. Den ene stærke scene overtages af den næste. Ashok Pramanik som broren, der husker de mange gode minder. Han leverer i øvrigt en af forestillingens stærkeste scener. Laura Kold, som veninden, griber mig, da hun i raseriet ringer til venindens telefonsvarer. Albert Stein Ankerstjerne som ægtemanden, er dog forestillingens stjernen for mig. Når han tydeligvis ikke kan komme videre, eller ikke kan være noget for sin datter, føler jeg med ham. Når han viser sin smerte, har jeg lyst til at tage ham i min favn. Det er en stærk præstation, han leverer hele vejen igennem.

"TROEN OG INGEN" er en collage af scener. Understreget af sangene af Søren Huus. Det fungerer på trods af, at der ikke er en egentlig handlingsbro. Vi kommer omkring de forskellige stadier i sorgen. For hvem skal egentlig bestemme, hvordan man kommer igennem sorgen? Forestillingen sætter fokus på, at når der mistes, er det ikke bare en, der mister. Der er også en datter, veninde, forældre, søskende... Forestillingen bevæger sig fra det splitsekund, hvor tragedien rammer til hverdagen igen kommer på den anden side. Sorg, smerte, hverdag, savn, vrede, opgivelse og ikke mindst håb. Jeg jubler over, at man ikke har vist et glansbillede af sorgen. Her får vi også det tragikomiske og vreden at se.

80 minutter, hvor jeg havde lyst til flygte. 80 minutter, hvor tårerne løb ned ad kinderne. Hvorfor så det? Jeg gik ind til forestillingen med åbent sind og fuldstændig filterløs. Derfor blev jeg grebet fra start, hvor scenen brydes ned. Med det autentiske og troværdige spil, ramte det mig dybt ind i mit hjerte, hvor det gør rigtig ondt. Jeg kunne mærke smerten helt oppe på tilskuerrækkerne. Det satte sig dybt i mig, og jeg tænkte flere gange undervejs, at nu kunne jeg ikke holde til mere. Gudskelov var der enkelte scener, hvor jeg igen kunne trække vejret. Forestillingen er barsk og voldsom som tilskuer, men også så smuk og veludført, at jeg vil anbefale alle at gå ind og se den. En kvinde bag mig sagde, at hun ville ønske, at hun ikke var gået ind og se den. Jeg tænker, at har man stået i en lignende situation, kommer det meget nær. Men forestillingen sætter netop fokus på håbet, og at livet igen kan blive tåleligt, og alene af den grund er det værd at se den. Forestillingen rammer uanset, hvordan man har oplevet døden. Den skal helt sikkert ses for den geniale scenografi, de smukke sange og det autentiske skuespil.

Spiller på svalegangen til og med d. 21. september, hvorefter den tager på turné rundt i landet.

Medvirkende:

Medvirkende: Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik & Albert Stein Ankerstjerne. Anna Ur Konoy afløser Laura Kold på turnén

Idé: Per Smedegaard

Tekst: Jeanete Munzert

Instruktion: Per Smedegaard

Scenografi: Siggi Óli Pálmason

Musik/Tekst: Søren Huus

Kapelmester: Niels Søren Hansen & Nikolaj Heyman

Musikere: Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde & Benedikte Borum Poulsen

Videodesign: Jens Mønsted

Foto: Montgomery



Related Articles View More Denmark Stories   Shows

From This Author Maria Bruun Fanoe