BWW Review: ALLE MULIGE TING TIL SALG at Aalborg Teater

BWW Review: ALLE MULIGE TING TIL SALG at Aalborg Teater

Alle mulige ting til salg

5 ud af 6 stjerner

Går socialrealisme an i teateret? Er det muligt at tage en helt almindelig hverdagssituation og sætte den ind i teaterrummet, hvor vi oftest gerne vil forføres og drømme os væk. Det har Henrik Szklany sat sig for at finde ud af med et hverdagsdrama fra det Danmark vi kender til, men som vi alle frygter at blive en del af.

Mens Jets og Sharks kæmper i "Store sal" på Aalborg Teater sker der noget helt anderledes på "Lille scene". Gennem halvanden time bliver vi nemlig budt velkommen hos Anita i hendes hjem i det nordjyske. Det er heftige og intense 90 minutter.

Da vi kommer ind i salen ser vi en rodet stue med tykke tæpper, umoderne gardiner, som holder alt sollys ude, pølsebakker og mere ROD! Midt i det hele sidder en kvinde i en lænestol i mørket. Kvinden er Anita på 63 år, der lige sendt hjem fra sin aktivering. Hun bor med sin 44-årige søn, Lars, der er i et barselsvikariat på et monogolhjem. Anita sidder i dyb gæld og huset er på vej på tvangsauktion. En nat kommer hendes søster Beate på besøg, og hun skal "bare lige være der en nat" - eller to. Lars savner mest af alt bare sin døde hund, Gnags. Anita får den smarte ide at sætte alle sine ting til salg. Så de kan beholde huset, og hun kan holde sig ude af det sociale system for evigt. Vi møder også kræmmeren Esther, som så gerne vil hjælpe til, og naboen John, der elsker Anita.

Jeg ser så mange fine ting i denne forestilling. En af de stærkeste er realismen. Skuespillerne er godt castet, og er alle velspillende. De er karikerede og sat på spidsen, men alligevel yderst realistiske. Som min mand sagde efter forestillingen: "John var så ægte, at han kunne have været hentet ind fra gaden". Anita, som hun sidder i lænestolen og skælder ud på alt og alle. Lars med sin lille nervøse konstante riven i lommen og fødderne, der stikker ud af badesandalerne. Det er tydeligt, at instruktøren har arbejdet godt med karakterarbejdet, der er essentielt for denne forestilling. Vi præsenteres for nordjyske dialekter, der spiller op mod Esther og Beate. Jeg har det som, at jeg står og kigger ind ad vinduet hos naboen, og jeg er ikke i tvivl om, at der findes typer som Anita og Lars.

Anita er grim. Det er hårdt at skrive, og det skyldes helt sikkert godt skuespil af Marie Knudsen Fogh. Mon ikke hun også har en god sminkør og stylist? Sikke en mimik hun besidder. Hun evner både at være komisk såvel som tragisk. Hun får lov at vise mange facetter og navigerer rundt i dem på fineste vis. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at hun var mindst 20 år ældre.

Marie Knudsen Fogh har en god kemi med Niels Anders Manley, der spiller sønnen Lars. Jeg tror virkelig på det yderst usunde mor-søn-forhold. Derudover er jeg helt vild med John. Dels er han bare ulækker og sørgelig, dels kan man ikke lade være at holde af ham og hans forsøg på bare at blive elsket. Hans replik "Under dynerne om vinteren. Under æbletræet om sommeren" går rent ind uanset, hvilket tonefald eller stemning han leverer den i.

Scenen er som sagt til en start rodet. Det er et kaos, de to lever i. Undervejs som tingene spidser til og bliver værre, løfter man scenen, så den står skråt. Først en smule hvor løse ting falder ned på gulvet med høje brag. Senere så højt, at der ikke er mere tilbage på den. Kulminationen er endelig. En fin symbolik med dobbelttydighed.

Går socialrealisme så an i et teaterstykke? Det gør det i særdeleshed. Det er vigtigt at vise, hvad der er hverdag for de mange mennesker, der bliver ramt af det sociale system i Danmark, hvor 200 huse hver måned sættes på tvangsauktion.

Historien rammer mig, og slutningen er stærk. Jeg ser det egentlig ikke komme, før jeg pludselig sidder med tårer i øjnene. Marie Knudsen Fogh spiller så jeg gribes om hjertet i de sidste scener. Heldigvis er der også komik undervejs til at lette de alvorlige emner i dette voldsomme drama. Vi griner af de gode punchlines.

Lidt malurt til bægeret må være starten. Timingen af replikker var ikke helt på plads. Umiddelbart tror jeg, at det kommer, så snart forestillingen kører. Det var helt tydeligt, at de efter kort tid havde spillet sig varme, og der ikke længere var et problem.

Derudover har jeg et problem med måden, man fremstiller sygdommen fibromyalgi på. Bliver sygdommen brugt til at fremstille Anita som en hypokonder nederst i det sociale hierarki eller til at vise et stakkels menneskes fuldstændige hjælpeløshed? Det er jo ikke ligegyldigt.

Jeg ville ønske, at politikere så denne forestilling. Det kunne være interessant for dem at se, hvad vores samfund har udviklet sig til. Alle vi andre kan bruge forestillingen til at blive opmærksom på samfundets svageste borgeres vilkår.

Spiller på Aalborg Teater til og med 13. oktober. Se mere på hjemmesiden: www.aalborgteater.dk

Foto: Lars Horn




Related Articles View More Denmark Stories   Shows

From This Author Maria Bruun Fanoe